Faxe by

Raketmotor skal testes i Faxe Kalkbrud

Det engelske firma Orbex Space har fået tilladelse til at teste deres nye raketmotor i Faxe Kalkbrud.

Fra onsdag den 9. august vil det engelske firma Orbex Space foretage op mod 10 tests af deres nyudviklede raketmotor i Faxe Kalkbrud. Det skriver Sjællandske.

Orbex har siden 2015 arbejdet på at udvikle en banebrydende rumraket der skal bringe satellitter på op til 220 kilo i kredsløb omkring jorden. I den forbindelse skal den nyudviklede raketmotor afprøves. Der bliver dog ikke tale om at Faxe Kalkbrud skal anvendes om ’launch site’ oplyser Orbex til Faxe.nu.

Orbex er støttet af en af Europas største VC-fonde, såvel som private investorer, UK Space Agency og EU-Kommissionens Horizon 2020-program. Orbex har hovedkontor i Storbritannien og datterselskaber i Danmark og Tyskland. Firmaets medarbejdere har baggrund fra NASA, ESA og andre kommercielle rumorganisationer. Udstyr udviklet af deres ansatte har fløjet med på mere end 50 rummissioner.

Det danske datterselskab ledes af Kristian von Bengtson, som tidligere har arbejdet tæt sammen med opfinderen Peter ’Raket’ Madsen i firmaet Copenhagen Suborbitals. Nogle vil måske huske ham fra tv-programmet “Mellem Himmel og Jord” på DR2, som han skabte sammen med med-vært Michael Jeppesen.

– Der er på verdensplan cirka 30 raketprojekter i øjeblikket. Orbex er en europæisk virksomhed under opbygning. Og det er meget usædvanligt, fordi europæerne altid har været bagefter i rumkapløbet. Det er meget interessant, at vi nu ser i Faxe, i jeres nærområde, at man vil lave en raketmotor, der virker, siger Peter »Raket« Madsen til Sjællandske.

Dementi den 7. august

Orbex Space gør opmærksom på at det kun er deres tilladelse der begynder den 9. august og der ikke bliver nogen test før sent i efteråret. 

Kommentarer