Faxe by

27-årige Frederik Christian Adam Moltke er omkommet i en skiulykke

Bregentved. Arkivfoto

27-årige greve Frederik Christian Adam Moltke, ejer af Bregentved, er død.

Det bekræfter Anders Dolmer, godsforvalter ved Bregentved, over for Faxe Netavis.

Han oplyser, at den 27-årige greve omkom i en skiulykke i Japan 23. januar.

– Vi er naturligvis alle voldsomt påvirkede og meget kede af det, fortæller Anders Dolmer.

Frederik Christian Adam Moltke var uddannet i jordbrugsøkonomi, cand.oecon.agro., fra Københavns Universitet. Han var bosiddende i London og arbejdede for et engelsk firma, der udvikler landsbrugsprodukter.

Selvom den unge greve havde overtaget dele af ejerskabet af Bregentved fra sin far, Christian Moltke, havde han i det daglige ikke noget med Bregentved at gøre.

– Frederik Christian Adam Moltke har to søskende, men hvad der nu kommer til at ske, må tiden vise. Lige nu kan vi kun koncentrere os om familien og den store sorg, som har ramt dem, slutter Anders Dolmer.

Frederik Christian Adam Moltke begraves fra Tureby Kirke på lørdag.

Kommentarer