Terslev

Covid19 i Faxe Kommune – mobil testenhed ved Dagli’Brugsen i Terslev

Foto: arkiv

Søndag formiddag kunne Styrelsen for Patientsikkerhed konstatere yderligere fire smittede i forlængelse af det Covid19-udbrud, der søndag den 11. oktober skete blandt udenlandske håndværkere, som er indlogeret på tre ejendomme på Haslevegnen.

 

Det bringer det foreløbige tal for smittede op på i alt 81. Udviklingen er dog positiv, idet der er konstateret færre smittede i det seneste døgn end i tidligere døgn.

Ingen af de borgere, der den 15. og 16. oktober blev testet ved den mobile testenhed ved Dagli´Brugsen i Terslev, er testet positive, og der er ligeledes ikke konstateret smittede indenfor de seneste døgn blandt borgere fra Haslevområdet.

Der er således ikke holdepunkter for, at smitten har spredt sig fra de østeuropæiske håndværkere til borgerne i lokalsamfundet.

Strategien med at opspore, inddæmme og isolere smittede og nære kontakter har virket.

Der har været et godt og konstruktivt samarbejde mellem de involverede myndigheder, der indgår i den Lokale Beredskabsstab, og med arbejdsgiveren for de østeuropæiske håndværkere.

Politiinspektør Thorkild Steen Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller: – Vi har fortsat tæt kontakt med de andre myndigheder og følger udviklingen meget nøje, men vi har nu en forhåbning om, at antallet af smittede er toppet.

Region Sjælland vil igen være tilstede ved Dagli’Brugsen i Terslev med en mobil testenhed mandag den 19. oktober 2020.

Her kan borgerne blive testet mellem klokken 14.00 og 16.00.

Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi. 

Kommentarer