Haslev

Cykelfagmand i Haslev: Er dit barn parat til at køre selv?

Se billedserie

Skolestart er ensbetydende med nye cyklister på veje og stier i Haslev. Læs her, hvordan du sikrer dig, at dit barn har udstyret og færdighederne i orden til at cykle sikkert i skole på egen hånd.

Skoleårets første uger byder på et væld af førstegangsoplevelser, og for mange indebærer et nyt klassetrin, at cykelturen til og fra skole klares på egen hånd. Loven tillader seksårige børn at køre selv, men kender dit barn færdselsreglerne godt nok? Kan det manøvrere cyklen 100 procent, og har det overhovedet det rigtige udstyr?

– Det er meget forskelligt, i hvilken alder børn er klar til selv at cykle i skole. Nogle følges med ældre søskende og kan allerede fra seksårsalderen, mens andre bor i et stærkt trafikeret område og må vente nogle år. Det er vigtigt, at forældre vurderer hvert barn individuelt. Er der styr på reglerne? Kan barnet agere ansvarligt i trafikken? Og har barnet den rette cykel?, forklarer Søren Birk Dahl, der er specialist i blandt andet børnecykler og indehaver af Fri BikeShop i Haslev. Her er hans tjekliste til at afgøre, om dit barn er parat til cykelturen til skole:

Færdselsregler og skiltenes betydning er essentiel viden for dit barn, inden det bliver sluppet løs i trafikken. Du skal sikre dig, at dit barn kender ruten til og fra skole, og gennemgå dens farezoner, herunder særligt vejkryds og krydsende stier. Barnet skal kunne vurdere andre trafikanters hensigt og hastighed og på den måde forudse farlige situationer samt vurdere, hvor og hvornår det er sikkert at krydse en vej.

Cykelfærdigheder som at holde balancen, bremse og svinge skal være på plads, inden cykelturen til skole er sikker. Udover at mestre de elementære færdigheder skal dit barn også kunne orientere sig til siderne og bagud over skuldrene uden at miste balancen. Desuden er det en god ide at træne nødopbremsninger og -reaktioner.

Cykelstørrelsen er vigtig, og ofte går forældre bevidst efter en for stor cykel, så barnet kan bruge den i længere tid. Det er dog både skadeligt og potentielt farligt med en forkert cykelstørrelse. Barnet overstrækker nemt knæet for at nå pedalerne, og cyklen bliver sværere at manøvrere, hvis den er for stor. Samtidig er det svært at holde balancen på en cykel, der er for lille. Som tommelfingerregel skal barnet kunne sidde på sadlen og nå jorden med trædepuden.

Den rette cykel er vigtig for at give dit barn en positiv, motiverende cykeloplevelse. En tung cykel uden gear kan forvandle en lille bakke til Alpe d’Huez for utrænede cykelben. Førhen blev der næsten kun solgt børnecykler med indvendige gear, men fordi cirka 15 procent af energien går tabt i indvendige gear, vælger flere nu udvendige gear. Hos Fri BikeShop i Haslev er alle børnecykler i aluminium, hvilket sparer to-tre kilo i forhold til billigere stålmodeller, og den vægtforskel har stor betydning for børnebenenes evne til at få fart i pedalerne.

Cykelhjelmen bliver heldigvis brugt af langt de fleste børn og unge i dag. Men for at sikre, at den beskytter dit barn, skal den sidde korrekt på hovedet. Det er altafgørende, at dit barn er med i butikken og prøver hjelmen inden købet. Der er ingen alder på hjelme, og børn har meget forskellige hovedformer og -størrelser. Gå efter en hjelm med et nakkespænde, som strammer hele hjelmen op, og placer hjelmen, så den også dækker panden.

Kommentarer