Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Event med en af Danmarks største eksperter

Afholdes mandag 20. maj 2019 kl. 17:00 - 20:30

Stevns og Faxe inviterer til fælles socialt medie event med en af Danmarks største eksperter. Den 20. maj har erhvervslivet mulighed for at blive guidet igennem den hastigt voksende jungle af sociale medier af Peter Svarre, som er en af Danmarks mest garvede eksperter. Han klæder deltagerne bedre på til at få mere ud af deres indsats, når Stevns Erhvervsråd og Business Faxe inviterer til et stort socialt medie arrangement i Karise. 

 

Stevns Erhvervsråd og Business Faxe er 20. maj gået sammen om et stort fælles arrangement i Karise for alle erhvervsdrivende som savner inspiration til, hvordan man bedst forholder sig til sociale medier.

 

– Ved at gå sammen har vi kunnet lave et større arrangement, som giver vores lokale erhvervsliv en unik mulighed for at få inputs fra en af de mest erfarne oplægsholdere indenfor sociale medier, fortæller erhvervsdirektør Tomas Legarth fra Business Faxe begejstret.

 

På arrangementet kan erhvervslivet opleve eksperten, Peter Svarre, som igennem 20 år har hjulpet virksomheder med at løse deres digitale marketing- og forretningsudfordringer. Han var en af de første i Danmark til at sætte fokus på virksomheders strategiske brug af sociale medier, da han i 2013 udgav en bestsellerbog om emnet, og han har siden holdt et utal af foredrag.

 

– Sociale medier kan godt være lidt af en jungle, og man er virkelig nødt til at kende platformene, og man er nødt til at vide, hvad man gerne vil opnå på platformene. Man er i stigende grad også nødt til at kaste nogle penge efter de sociale medier, fortæller Peter Svarre, som glæder sig til at dele ud af sin viden på arrangementet.  

 

Få mere ud af indsatsen

 

I sit oplæg giver Peter Svarre et overblik over landskabet af sociale medier, som det ser ud lige nu, og gør deltagerne klogere på, hvad de forskellige medier kan, og hvordan de anvender dem til forskellige formål, så de kan få mere ud af den tid og de penge, de investerer i medierne.

 

– Vi oplever, at det kan være svært for den enkelte virksomhedsejer at vurdere, hvor deres virksomhed får mest ud af de kræfter, de bruger på de sociale medier. Vi har netop inviteret til det her arrangement for at klæde vores erhvervsliv bedre på i forhold til, hvordan de skal prioritere deres indsats, forklarer erhvervschef Thomas Christensen.

 

Peter Svarres oplæg bliver krydret med praktiske erfaringer, når tre ejerledere går på scenen og fortæller om, hvordan de bruger de sociale medier i deres virksomheder og samtidig får værdifuld feedback på Peter Svarre. De tre virksomheder er:

 

Mjødgård som er et mikrobryygeri på Stevns, der er specialiseret i brygning af Mjød.

Vemmetofte Præstegård som er et enestående refugium som ligger lige over for Vemmetofte kloster.

Cloud Nine som er en tøjbutik med sit helt eget mode-univers og tilhørende systue og webshop.

 

Arrangementet er åbent for alle interesserede. Det er både tiltænkt erhvervsdrivende, som allerede bruger sociale medier i deres virksomheder, men gerne vil have mere ud af deres indsats, samt dem som endnu ikke bruger sociale medier, men som gerne vil vide mere om mulighederne.

 

Arrangementet foregår 20. maj kl. 17-20.30 på Kulturhuset Leopold i Karise. Det koster 299 kr. ex. moms at deltage, og man kan læse på billetto.dk/e/349778 eller ved betaling til mobilepay nr. 68173 (skriv 20. maj i emnefelt). Tilmeldingsfrist er 12. maj kl 12.

 

 

Program

Kl. 17.00 Velkomst v/ Stevns Erhvervsråd, Business Faxe

Kl. 17.10 1. del Oplæg v/Peter Svarre

Kl. 17.55 Praktiske erfaringer fra Mjødgård, Vemmetofte Præstegård og Cloud Nine

Kl. 18.15 Pause og spisning

Kl. 18.55 2. del Oplæg v/Peter Svarre

Kl. 19.40 Praktiske erfaringer fra Mjødgård, Vemmetofte Præstegård og Cloud Nine

Kl. 20.00 Afrunding v. Peter Svarre og netværkstid

Kl. 20.30 Tak for i aften

 

Tid

Dato:
mandag 20. maj 2019
Tidspunkt:
17:00 - 20:30

Arrangør

Business Faxe

Alle arrangementer