Terslev

Filmen ’Et liv med heste’ vises på Dalby Ældrecenter

et_liv_med_heste

Dalby/Terslev: Støtteforeningen inviterer alle interesserede til at se en film om en landmand der hele sit liv arbejdede med heste.

Tirsdag d. 29. september klokken 14.30 kommer Jørgen Skov og Børge Dahl igen til Dalby Ældrecenter. Denne gang vil de vise filmen ’Et liv med heste’  om Frederik Olsen, der boede ved Terslev og gennem hele sit liv arbejdede med heste.

Filmen ’Et liv med heste’ er optaget i 1997. Jørgen Skov har stået for interview og tilrettelæggelse mens Børge Dahl har sørget for kamera og teknik.

I filmen besøger vi en rigtig dansk bondegård med høns, grise, køer – og ikke mindst heste. For på Wiggottenborg i Tjæreby lidt uden for Haslev drev Frederik Olsen stadig landbrug med sine 11 store, brede belgierheste.

Godt nok havde han en traktor, men den havde de sidste 25 år stået parkeret omme bag laden.

Gennem et helt år fulgte vi arbejdet og de mange gøremål på marken og i stalden. Vi havde en aftale om, at vi havde fri adgang overalt – blot måtte vi ikke gå i vejen. Der blev dog ind imellem tid til en lille sludder.

Også Kirsten er som landhusmor i sving i bedriften 24 timer i døgnet.

– Vi filmede fra den bidende vinterkulde over en tør sommer med en velbjerget høst til der skulle gøres klar til julen, fortæller Jørgen Skov og Børge Dahl.

– Det er en stor oplevelse hver gang Jørgen Skov og Børge Dahl kommer på Ældrecentret, så vi ved, at der også er interesserede udefra til disse eftermiddage, siger formanden for støtteforeningen Bendt Hansen.

Alle er hjerteligt velkomne.

Filmen varer 2 gange 39 minutter.

Er det muligt må man meget gerne melde sig til senest fredag den 25. september, enten på telefon 56 39 85 07 eller på 56 39 8715.

Kaffen koster 15 kroner for medlemmer af støtteforeningen mens gæster betaler 30 kroner.

Frederik Olsen døde i 2014 lige knap 90 år gammel. Men der avles fortsat belgierheste på Wiggottenborg, der er et familieforetagende og den nuværende hesteavler Peter er 4. generation.

Kommentarer