Fortsat flest indbrud juleaftensdag

Juleaftensdag skal man være ekstra opmærksom på risikoen for indbrud. Selvom antallet af indbrud juleaften er faldet, blev der stadig begået 211 indbrud juleaften og 922 indbrud i alt i juledagene i 2019.

Med 211 indbrud den 24. december var juleaften den dag i 2019 med flest indbrud i følge Danmarks Statistik, og dagene omkring jul lå et godt stykke over årsgennemsnittet for anmeldte indbrud. Generelt er 2019-niveauet for anmeldte indbrud i juledagene dog lavt sammenlignet med tidligere år.

I dagene mellem lillejuleaften og nytår var der stor forskel på, hvor mange indbrud, der blev anmeldt. Værst stod det til den 23. december, hvor der blev anmeldt 136 indbrud, mens begge dage op til nytår lå et pænt stykke under årsgennemsnittet for anmeldte indbrud i beboelse.

”Mønsteret med rekordmange indbrud juleaften og relativt mange indbrud nytårsaften går igen i tidligere år,” siger statistikansvarlig Isabell Bang Christensen.

Juleindbrud på lavt niveau

I forhold til tidligere var antallet at indbrud i juledagene (23.-31. december) relativt lavt i 2019, idet antallet af indbrud er nær en tredje af, hvad det var for ti år siden. I 2019 blev der anmeldt 922 indbrud i beboelse i juledagene. I 2009 var antallet 2.555.

Både juleaften og i juledagene samlet var der flere indbrud i 2018 end i 2016 og 2017. Det kan skyldes indførelsen af den nye indbrudsparagraf fra 2019.

”Generelt ser vi færre anmeldelser af indbrud. Stigningen fra 2017 til 2018 skyldes formentlig en ny indbrudsparagraf, som trådte i kraft i 2018, som betyder, at nogle anmeldelser, som før blev kategoriseret som tyveri, nu kategoriseres som indbrud,” fortæller Isabell Bang Christensen og fortsætter: 

”Til trods for dette er antallet af anmeldte indbrud faldet igen i 2019, hvilket indikerer, at der reelt forekommer færre indbrud end tidligere”. 

Nordsjælland hårdest ramt af juleindbrud

I 2019 var landsdel Nordsjælland hårdest ramt af juleindbrud i forhold til, hvor mange der bor i landsdelen. Således blev der anmeldt 2,3 indbrud pr. 10.000 indbygger i Nordsjælland, mens det tilsvarende for hele landet var 1,6 indbrud. I 2018 var landsdel Fyn relativt hårdest ramt af indbrud i julen.

De fire landsdele, som havde det laveste antal anmeldte indbrud i 2019, havde også det laveste antal i 2018 – Bornholm havde faktisk ikke nogle anmeldte indbrud i beboelse i hverken 2017 eller 2018.

”Selvom der år fra år sker ændringer i rækkefølgen, når man ser på, hvor mange indbrud der anmeldes pr. 10.000 indbyggere i juledagene, er der en tendens til, at nogle landsdele ligger højere end andre”.

”Fx har både landsdel Nordsjælland og Fyn ligget et godt stykket over landsgennemsnittet de seneste tre år, mens Københavns By og Vestjylland har ligget pænt under,” siger statistikansvarlig Isabell Bang Christensen.

Klik på de følgende links for at læse om opgørelsen over indbrud i beboelse i juledagene for 2017 og  indbrud i beboelse i juledagene 2018

Ændret afgrænsning af indbrud i 2018

Pr. 1. januar 2018 indførtes den særlige indbrudsparagraf 276a i Straffeloven. Den nye paragraf indebar, at fjernelse af ting fra et fremmed hus nu også blev betegnet som indbrud, blot tilstedeværelsen i huset havde været uberettiget. Det var således ikke længere en forudsætning, at tilstedeværelsen var tiltvunget, fx i form af opbrud af vinduer eller døre. Det betød i praksis, at en lang række anmeldelser, der tidligere var tyveri, nu blev kategoriseret som indbrud.

Se mere i statistikdokumentationen under ”Sammenlignelighed over tid”.

Flest indbrud om fredagen

Fordelt på ugedage er antallet af anmeldte indbrud i beboelse størst om fredagen, hvor 5.004 af de i alt cirka 24.500 indbrud i 2019 fandt sted.

Fredagene udgjorde desuden seks ud af de ti dage med flest indbrud i 2019.

Både juleaften og lillejuleaften er også med blandt de ti dage med flest anmeldte indbrud i 2019. Lillejuleaften var en mandag og juleaften var en tirsdag i 2019. De to resterende dage, der ikke var fredage – 9. februar (første dag i vinterferien 2019) og 16. november – var begge lørdage.

”Dermed ligner det, at det er om fredagen– hvis man ser bort fra julen – der er størst risiko for at få indbrud,” siger Isabell Bang Christensen.

De nyeste tal for antallet af indbrud i beboelse i 2020 viser, at der er sket en stigning i 3. kvartal 2020. Faldet skal dog ses i lyset af, at der var et drastisk fald i 2. kvartal 2020.

For mere læs: Antallet af indbrud i beboelser stiger igen.

Kommentarer