Tureby

Lars Folmann tabte sagen mod Faxe Kommune

Dommer i Retten i Næstved troede mere på Faxe Kommunes påstand, end på Lars Folmann.

Lars Folmann, der sidder i byrådet for Dansk Folkeparti og er medstifter af foreningen Fair Spildevand, havde anlagt sag mod Faxe Kommune om, hvorvidt han skal følge kommunens påbud og rense sit spildevand. Han mener nemlig ikke, at hans spildevand ender i Stenkilde Bæk, som kommunen påstår.

Til at understøtte dette blev der i retten fremlagt blandt andet nogle målinger miljøstyrelsen har forelagt, der ikke påviser, at forureningen i Stenkilde Bæk kommer fra Lars Folmanns ejendom.

Retsmødet blev afholdt den 20. februar. Men først tirsdag den 6. marts fik Lars Folmanns advokat besked fra Retten i Næstved om at hans klient havde tabt sagen.

Dommeren i sagen, havde valgt at lægge vægt på Faxe Kommunes påstand om, at Lars Folmanns ejendom udleder spildevand til Stenkilde Bæk. En medarbejder hos Faxe Kommune, der angiveligt skulle have foretaget en inspektion i området omkring Lars Folmanns adresse, sagde i retten at han i den forbindelse havde konstateret, at spildevandet fra Lars Folmanns ejendom udledes i Stenkilde Bæk fra et afløb på nabogrunden via en grøft, der har sit udløb i bækken.
Men det kom bag på Lars Folmann, der ikke har kendskab til det nævnte drænforløb. Han kunne derfor ikke tilbagevise Faxe Kommunes påstand om, at han udleder spildevand til Stenkilde Bæk.

Desuden mener Lars Folmann ikke, at det er i overensstemmelse med vejledningen til spildevandsbekendtgørelsen eller med god forvaltningsskik hvis kommunen har gennemført en sådan inspektion af hans ejendom, uden hans medvirken og uden at meddele ham resultatet.

To dage efter retsmødet søgte Lars Folmann derfor aktindsigt hos Faxe Kommune, der sender ham dette svar den 1. marts:

– Vores jurist og miljøområdet oplyser, at vi har besigtiget området, men i den forbindelse har vi ikke været på din ejendom, og der er ingen akter fra denne besigtigelse.

Retten i Næstved pålagde Lars Folmann at forbedre rensningen af sit spildevand inden 2020. Lars Folmann blev desuden dømt til at betale sagens omkostninger.

Kommentarer