Karise

Lørdag skal der plantes 34 træer på Karl af Risesvej

Pyrenæisk røn, blomstrer i maj og de røde frugter er fuglene glade for.

Hullerne forgraves og forsvarsbrødrene sørger for en vandvogn, så det bliver så nemt som muligt at plante træerne.

Lørdag den 8. april fra klokken 10 til cirka 14.30 afholder Arbejdsgruppen ‘Forskønnelse af Karise/Allégade’  et træplantningsarrangement i Karise. De har fået bevilget puljemidler fra kommunens Dialogprojekt til plantning af 34 rønnetræer langs marken på Karl af Risesvej. Træerne leveres af Frenderup Planteskole.

Læs også: 34 rønnetræer skal plantes på Karl af Risesvej

– Vi håber, at mange af byens børn og voksne vil komme og deltage, da vi får brug for hjælp. Entreprenør Finn Larsen, Spjellerup, sponserer huller dvs. han forgraver hullerne, som gør det meget nemmere at plante træerne.  Forsvarsbrødrene sørger for placering af en vandvogn, oplyser Kim, Henning og Pia fra arbejdsgruppen.

Alle der har lyst til at hjælpe med at forskønne Karise, kan møde op klokken 10 på boldbanen ’Lille Wembley’ på Karl af Risesvej – eller komme når man kan.

Cirka klokken 12.30 bydes der på et traktement i teltet på boldbanen, som Familie og Samfund tilbereder. Karise Håndværker-og Borgerforening har velvilligt udlånt teltet. Super Brugsen Karise sponserer øl og vand. Karise Bageri sponserer brød.

Man må meget gerne tilmelde sig et par dage før, til Pia på mail: piaib@mail.dk. Men det er også ok bare at møde op – alle er velkomne.

– Arbejdsgruppen vil rigtig gerne medvirke til, at vi alle får et hyggeligt samvær med det gode formål, at forskønne Karise og samtidig byde besøgende velkommen med en flot række træer. Håber vi ses, afslutter Kim, Henning og Pia fra arbejdsgruppen.

Opdateret mandag den 3. april.

Borgmesteren kommer og kigger på projekt ‘Plant allé’ lidt over klokken 12.

Kommentarer