Karise

Lokal bodega-ejer køber endnu en bar

Bente og Henning Stich, der også driver Karise Bodega, har købt Olsens Bar i Strøby Egede

Bente og Henning Stich, der også driver Karise Bodega, har købt Olsens Bar på Stevnsvej 33 i Strøby Egede.

Olsens Bar på Stevnsvej 33 i Strøby Egede skifter ejer den 1. september 2017. Det hidtidige værtspar Tina og Eskild Olsen har solgt forretningen til Bente og Henning Stich, der også driver Karise Bodega.

I 2014 modtog Olsens Bar i Strøby Egede den største hæder, Det Danske Ølmærke, fra Danske Ølentusiaster, som gives for en særlig øloplevelse. Så kunne Olsens Bar med rette kalde sig ”Stevns Bedste Ølbar”. Det er de stadig stolte og beæret over – ikke mindst – da de modtog Ølmærket igen i 2016.

Oplevelserne har bl.a. budt på teaterforestilling, barquizzer, øl- og romsmagninger, og live musik om lørdagen.

– Vi var enige om, da vi etablerede Olsens Bar, at vi ville give projektet fem år. Nu er der gået seks år, så da Bente og Henning kontaktede os og var klar til at videreføre Olsens Bar, slog vi til.

– Vi blev meget hurtigt enige om, at Bente og Henning er det helt rigtige værtspar, der kan drive stedet videre og tilføre stedet nye ideer. Efter seks år som værtspar synes vi, at stedet har brug nye kræfter, udtaler de tidligere ejere Tina og Eskild Olsen.

Trods købet af den prisbelønnede bar i Strøby Egede fortsætter Bente og Henning Stich driften af Karise Bodega, og driver desuden også Stevns Taxa.

Kommentarer