Haslev

Mindeord Kristian Bent Møller Kristensen

Haslev: Efter en kortere sygdomsperiode sov Kristian stille ind tirsdag den 4. oktober 2016.

Kristian blev født i 1956 på Grønland. Flyttede med sine forældre og 3 søskende til Danmark få år senere. Kristian boede fra sin tidlige ungdom i Skuderløse og de sidste mange år i Haslev.

Kristian efterlader sig 2 børn, 3 søskende og sin mor, samt en hel del venner.

Kristian var, særligt i sin ungdom, et meget kendt ansigt i bybilledet. Han havde allerede dengang et hav af bekendte og mange venner.

Kristian blev udlært mekaniker hos Preben Olsen Automobiler, og siden rodede Kristian med mekanik og biler både i arbejdstiden og fritiden. Kristian var en dygtig mekaniker og kunne altid løse et mekanisk problem på en eller anden måde og i mange tilfælde med forhåndenværende midler.

Gennem 23 år var Kristian fast tilknyttet Karise Ungdomshus. De første år som fast medarbejder og de sidste mange år som vikar. Kristian var bl.a. gennem mange år fast inventar på vores skiture, hvor Kristian med stor tålmodighed lærte eleverne at stå på ski og gebærde sig korrekt på skiløjperne. Kristian var populær blandt elever og kollegaer med hans rolige og ægte engagement i arbejdet.

De sidste mange år arbejdede Kristian hos Haslev Tagrens som en meget dygtig og effektiv håndværker med speciale i tagrensning, algebehandling og tagmaling. Samtidig passede Kristian vores bil- og maskinpark. Her kendte vi Kristian som den første på arbejde om morgenen, altid i godt humør, struttende af energi og positiv tilgang til alle arbejdsdagens forskellige gøremål. Kristian var en slider og uhyre fleksibel, en arbejdsdag var ofte på 12 eller flere timer. Når Kristian havde fri, var der som regel en gammel bil, der skulle laves noget på. Kristian sagde altid ja til at give en hånd med, hvis nogen havde brug for hjælp.

Kristian var en ener, vennernes ven, altid hjælpsom og helt igennem et dejligt og uerstatteligt menneske.

Hverdagen er blevet underlig tom uden Kristian. Han var elsket, respekteret og nu dybt savnet.

Kristian bisættes fra Haslev Kirke fredag den 14. oktober kl. 11.00

Ære være Kristians minde.

Arne Rasmussen. Haslev Tagrens.

Kommentarer