Haslev

Ny skoleleder til Kobberbakkeskolen

Klaus Da Cunha – sådan hedder den nye skoleleder på Kobberbakkeskolen pr. 1. februar 2019.

Godt 1800 elever og 350 medarbejdere på Kobberbakkeskolen, herunder afd. Rønnebæk, afd. Sct. Jørgen, afd. Sjølund, afd. Sydby og afd. Uglebro, kan se frem til at få Klaus Da Cunha som skoleleder fra 1. februar.

Klaus Da Cunha er 46 år og har været skoleleder siden 2010, sidst på Campusskolen i Ringsted. Han bor i Vordingborg, er gift og far til tre piger.

Klaus fortæller, at han ser frem til konstruktivt og givende samarbejde med elever, forældre og medarbejdere på Kobberbakkeskolen.

– Det er en kompleks størrelse at drive god skole anno 2019. Jeg vil derfor lægge vægt på at inddrage og involvere alle, der er en del af Kobberbakkeskolen. Vi skal have en god dialog med eleverne om, hvordan de oplever trivsel og læring. Forældrene skal på banen, fordi de kender deres børn og tit ser andre sider end os. Og så er der selvfølgelig alle medarbejderne, som med deres faglighed, engagement og evne til at skabe gode relationer har afgørende indflydelse på, hvordan at de unge lærer og trives. Selv om det nogle gange kan virke besværligt og komplekst at inddrage alle, ja så sker der ofte det forløsende, at vi sammen finder fælles retning i forhold til at skabe den bedste skole. Det glæder jeg mig til at stå i spidsen for, fortæller Klaus Da Cunha.

Og glæden har været gengældt i ansættelsesudvalget, hvor man netop har søgt en samlende leder.

– At stå med et totalt enigt ansættelsesudvalg, hvor forældre, elever og ansatte har haft centrale roller, er et ønskescenarie. Mit største juleønske var at finde en skoleleder, som alle kunne samles om, og som vi alle tror på. Klaus er præcis det, som Kobberbakkeskolen har brug for: Samlende, inddragende, empatisk og med en tro på projektets progression og skolens fremtid. Jeg er sikker på, at dette match er optimalt. Jeg er ekstrem glad på Næstved Kommunes og ikke mindst på elevernes, medarbejdernes og skolens samlede vegne. Nu har vi alle en stor forpligtigelse til at bakke op om Klaus fra dag et, fortæller centerchef for Dagtilbud og Skole Lars Nedergaard.

Han bakkes op af skolebestyrelsesformand Søren Wienke.

– Vi meget tilfredse med ansættelsen af Klaus Da Cunha, og ser frem til en Kobberbakkeskole version 2.0. Klaus har mange gode ideer og en god ledelsesstil. Med Klaus ved roret er der bla. lagt op til et bredt samarbejde på tværs af matrikler, fortæller Søren Wienke.

Kommentarer