Rønnede

Rønnede Kro fastholder de to stjerner

Sidste år fik Rønnede Kro for første gang to stjerner i Den danske Spiseguide, der udgives af Bent Christensen fra Haslev.

Rønnede Kro tog sidste år et direkte spring ind i Den Danske Spiseguide – fra ingenting direkte til to stjerner. Og på trods af udskiftninger i personalet er det lykkedes for kroen at fastholde de to stjerner, i det der af mange regnes for den danske pendant til den franske Michelin-guide. Det skriver Sjællandske.

To stjerner tildeles restauranter, der tilbyder en sæsonsikker, udfordrende og spændende spiseoplevelse med personlig og kyndig betjening og med god vejledning med hensyn til drikkevarer.

– De gør det fortsat godt. Ved tildeling af stjerner ser vi først og fremmest på køkkenet og betjeningen. Hvis man skifter køkkenchef midt i sæson, som det er sket i Rønnede, så kan vi ikke stå inde for tildeling af flere stjerner end tidligere år, når vi har haft så kort tid med den nye køkkenchef. Men vi føler, at Rønnede Kro viser vedholdenhed og stabilitet på et niveau, der er lige så godt, som det var sidste år. De er inde i en udvikling, som absolut har værdierne til mere end to stjerner, siger redaktør Bent Christensen til Sjællandske.

Rønnede Kro drives af Jonas Mikkelsen og Silje Brenna. De driver også Hotel Frederiksminde i Præstø der to år i træk har fået en af de prestigefyldte Michellin-stjerner.

Om Den Danske Spiseguide

Den allerførste danske Spiseguide udkom i 1978. Det er landets mest ajourførte og strengeste bedømmer af de danske restauranter. Alene at være optaget i guiden anses som en hædersplacering i restaurantverdenen.

Kommentarer